Dag til Dag

Fredag: Svendborg-Ærøskøbing - Badehusene:  (4-6 km)
Vi mødes på Svendborg Station, hvorefter vi i samlet flok går ned til færgehavnen. Vi tager nu færgen til den gamle fisker- og købstadsby Ærøskøbing, der blev anlagt tilbage i middelalderen. Byen er bl.a. kendt for de smukke døre, skæve huse og de berømte badehuse fra 1920'erne, som vi vil se ved selvsyn i morgen. Vi går op til vores overnatningssted og indkvarterer os og bagagen. Derefter mødes vi igen og vandrer en tur langs Vesterstranden ud til Urehoved, hvor vi kan betages af de hyggelige badehuse fra dengang, hvor strandbeskyttelse ikke var et offentligt emne. Vi går tilbage til byen og får tid til at se de mange smukke huse i en by, der indtil 1867 juridisk var under Hertugdømmet Slesvig. Den Gamle Købmand og Dukkehuset er begge et besøg værd, ligesom det er et must at få en øhavsis nede på havnen. Om aftenen har Travelling Heels booket plads på en café, hvor vi kan nyde øens lokale gastronomi.

Forplejning: - / - / -
Overnatning: B&B/hotel


Lørdag: Ærøskøbing - Søbygård - Søby (19 km)
Efter en solid morgenmad pakker vi dagsrygsækken og madpakken. Vi vandrer nu ned langs havnen og ud af Ærøskøbing. Vi går tæt på vandet de første mange kilometer og mærker vinden og saltvandet i hår og ansigt. Ved diget over Stokkeby Nor kan vi måske være heldig at se en trane eller to, men ellers vandrer vi videre langs vandet, forbi rester af gamle skove, tegludskibningssteder og vandhuller med klokkefrøer.

I dag er det meste af Ærø skovløs, da træet blev brugt til teglbrænding og skibe, men staten har dog genplantet lidt skov hist og pist. Derefter går vi ind i et smukt kuperet landskab, der blev etableret i 2005 som Ærø Naturpark. Her afgræsser heste og køer området, der ellers får lov at passe sig selv og udfolde sin mangfoldighed. Vi stikker op ad den gamle hovvej - til hoveriarbejdet for Søbygaards herremand - og ender oppe ved Søbygaard. Her indtager vi vores medbragte frokost - hvis vi har kunnet vente så længe - og får måske en rundvisning eller ser en af stedets skiftende udstillinger. Borganlægget stammer tilbage til 1100-tallet og er et usædvanligt bygningsanlæg. Og så er udsigterne helt uovertrufne.
Vi vandrer videre forbi Vitsø Nor, der tidligere var en fin fjord, men nu skal udvikles til sø og naturplejeområde.
 
Nu er vi næsten ved målet, Søby, som er en nyere havne- og fiskerby. Vi returnerer til Ærøskøbing via bus, hvor vi lige har tid til at slappe af og hvile ryg og ben, inden vi skal ud og spise aftensmad.

Til aftensmaden har turlederen bestilt bord på en hyggelig lokal restaurant eller café.

Forplejning: M / F / -
Overnatning: B&B/Hotel

Søndag: Ærøskøbing - Marstal - Ærøskøbing - Svendborg, (13-15 km)

Efter morgenmad pakker vi sammen og stiller vores bagage i receptionen. Vi forlader derefter vores skønne overnatningssted og vandrer ad Nevrestien med kurs mod søfartsbyen Marstal. Ad markstier, en smule landevej og langs med vandet, vandrer vi af sted over den østlige del af øen, hvor vinden altid er oplagt til tagfat.

Vi vandrer videre forbi Gråsten Nor, hvor vi måske er heldige at se sjældne fugle, og derefter over strandenge, hvis særlige græstuer vidner om århundrede uden opdyrkning. Vi traver gennem Skovlandet ad gode stier og videre ind gennem Bondebyen Marstal, der igennem mange år var socialt adskilt fra skipperbyen Marstal. Vi ender inde i centrum af Marstal, som det hele hedder i dag, hvor vi lige vil smutte forbi en café og smage på øens chokolade og bolsjer - Øhavets chokolade og Ø-bolsjer.  Øhavets chokolade fremstilles på Marstal Vandrehjem og indeholder de fineste råvarer fra hele det Sydfynske Øhavsområde.

Derefter tager vi bussen retur til Ærøskøbing, hvor der måske er tid til en is eller en kaffe, inden færgen - alt efter vores vandretempo.

Vi siger farvel og forhåbentlig på gensyn.

Forplejning: M / F / -

Da turen er baseret på den lokale transport, kan der forekomme et par ventetider, men altid et sted, hvor der kan nydes noget koldt eller varmt - og slappes af, mens man venter.

Aktiv Øhav

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2314

Annoncering

Annoncering er gratis! Du betaler kun pr klik.
Du opdaterer selv dine produkter, tilbud og annoncer, eller du kan bede Aktiv Øhav om at gøre det. Dermed er du sikret et optimalt resultat. 

Har du lyst til at blive en del af Aktiv Øhav portalen - så kontakt os gerne allerede nu.